UDDANNELSE
Midtjysk Turisme
Screenshot fra www.feellikedenmark.dk

Feel like: Humøret viser vej til de små perler

Tre midtjyske destinationer er med i udviklingen af mobilsitet Feel like, der er en gratis digital guide til sortering af det store udvalg af ferieoplevelser. Mobilsitet feellikedenmark.dk gør op med den traditionelle måde at søge oplevelser på. Brugeren er i fokus - ikke oplevelserne.

VisitAarhus, Destination Ringkøbing Fjord og Destination Djursland er med i udviklingsprocessen på Feel like, der nu er klar med sin 3. version - Prøv Feel like.

Dit humør guider hen til de skjulte perler

Mobilsitet er en anderledes måde at søge ferieoplevelser på, fordi resultatet er baseret på den enkeltes humør!

Indledningsvis skal brugeren angive, om det er oplevelser for en familie eller nogle voksne, søgningen drejer sig om. Herefter giver de fire 'slidere' på Feel-O-Meteret mulighed for nemt at indstille, hvilken type oplevelse, man søger: Skal det være roligt, aktivt, underholdende - eller skal det være drengerøvs- eller tøsesjovsaktiviteter?

Efter de korte personlige valg kommer en oversigt med lige netop de oplevelser, der matcher ens humør og ønsker. Og man kan indsnævre søgningen ved at søge på oplevelser inde eller ude, på specifikke dage samt ud fra geografisk afstand.

Vi skal gå nye veje i turismebranchen

Danske Destinationer ønsker med Feel like at gå nye veje ved at vende hele søgeprocessen på hovedet. Og foreningen håber, at konceptet vil inspirere til udviklingen af spændende og anderledes oplevelser på de danske destinationer.

”Den danske turismebranche er presset, og det er derfor nødvendigt at gå nye veje. Gæsterne ønsker i højere og højere grad at skræddersy deres ferie. Det gælder både, når de vælger feriemål, og når de søger oplevelser under selve ferieopholdet. Vi mærker også, at mange udenlandske gæster efterspørger de små lokale perler, som kan være svære at finde på egen hånd” forklarer Hans-Jørgen Olsen, formand for Danske Destinationer, og fortsætter:

”Vi har derfor i arbejdet med feellikedenmark.dk lagt stor vægt på, at der udover de klassiske attraktioner også er mange lokale autentiske oplevelser. Disse ekstra tilbud kan være udslagsgivende for, at gæsten vælger et bestemt feriemål eller forlænger opholdet.”

Oplevelser på farten

Feel like er tilgængelig på både computer, smartphone og tablet, hvilket giver gæsten mulighed for hele tiden at søge nye oplevelsestilbud ud fra humør og geografisk placering. Og sitet er således egnet til alle former for ferieplanlægning - både for den velforberedte og for den spontane under ferien.

 

RELATERET INDHOLD

Målgruppebeskrivelser

Målgruppebeskrivelser

Online markedsføring giver mange muligheder for at kommunikere med flere forskellige målgrupper, men forudsætter til gengæld at man kender til målgruppernes online adfærd.